Efter Horsens-grandprix: Landstræner ændrer VM-trup

Efter lørdagens grandprix i Horsens justerer landstræner Hans Nielsen på den trup, der skal med til hold-VM.

Foto: Frank Cilius - Scanpix

Kenneth Bjerre er et godt bud på en speedwaykører, der har klemt sig ind på det danske mandskab ved hold-VM.

I lørdagens VM-grandprix i Horsens blev Bjerre den bedste dansker med syv point - og netop indsatsen på CASA Arena i Horsens kan have ændret VM-holdet. 

Landstræner Hans Nielsen udtog holdet lørdag inden midnat, hvor der var frist, men han må ikke afsløre noget før mandag på grund af internationale regler. 

  Foto: Frank Cilius - Scanpix

- Jeg blev lidt klogere, men jeg må ikke sige mere nu. Vi må ikke offentliggøre holdet før mandag.

- Men jeg skal over på computeren og lave de sidste justeringer, fordi det skal sendes ind inden midnat, sagde Hans Nielsen sent lørdag aften.

Mens hverken Niels-Kristian Iversen eller Peter Kildemand levede op til forventningerne, så viste Bjerre flot kørsel i Horsens.

- Kenneth var et lyspunkt. Han gjorde det rigtigt godt, og det var uheldigt, at han blev disket i et heat. 

  Foto: Frank Cilius - Scanpix

- Jeg synes, han kørte godt nok til, at han skulle have været med i semifinalen og måske videre til finalen, lyder det fra Hans Nielsen.

Mens der var ros til Bjerre, så fik de to øvrige danskere kritik.

- I forhold til Iversen og Kildemand var det skuffende. Kildemand døjede med cyklerne hele aftenen og var uheldig, da han faldt af. Og det samme med Iversen.

- Det var bare svært for dem, og de var der ikke helt. Det var ærgerligt, siger Hans Nielsen. 

Læs også Galleri: Polak vinder skidt dansk speedway-aften i Horsens

Dermed tyder det på, at der kan blive plads til Bjerre ved hold-VM.

- Kenneth har generelt kørt rigtigt godt i ligaerne samt i de kvalifikationsløb, han har været med i.

- Han sørgede for en lille oprejsning til dansk speedway i grandprixet i Horsens. Han var tæt på at gøre det, og han gjorde det fint, mener landstræneren.

Hold-VM køres i starten af juli med finale i polske Leszno 8. juli