Efter endnu et par grå døgn er der endelig udsigt til sommerlig varme
Store dele af fredag og lørdag er vejrbilledet i Østjylland præget af skyer og byger, men så klarer det op.
Torsdag var en grå og trist fornøjelse, fredag ser ud til at blive ligeså og heller ikke lørdag er ifølge TV 2 Vejrets prognoser noget at skrive hjem om. Men så skulle det for en stund vende.
- Fredag morgen byder på regn flere steder især syd for Aarhus, men i takt med fronten trækker mod øst, holder det stort set tørt i eftermiddag, siger vejrvært Thomas Mørk.
På bagsiden af fronten er der chance for brud i skydækket og kig til solen især i den nordlige del af Østjylland.
Temperaturer et stykke over 20 grader
Lørdag byder ifølge vejrtjenesten fortsat på en del skyer, men dog også mulighed for perioder med sol. Temperaturerne er fortsat beskedne og langt fra sommerlige.
Det ændrer sig umiddelbart i løbet af søndag.
Læs også
- Der bliver skubbet til fronterne og luftmasserne i Nordeuropa, og det giver sommerlig varme med 20-22 grader, måske endda 23 grader, siger Thomas Mørk.
De følgende dage bliver så igen mere ustadige, så at sommeren for alvor er på vej, er nok for tidligt at sige.