Efter drukneulykke: Ikke planen at kigge på sikkerheden

Tragisk dødsulykke får ikke betydning for sikringen af havneområdet i Randers

Lørdag blev den 19-årige Thomas Stralner fundet i Randers Havn, og det er ikke første gang, at unge mennesker drukner der. Fra politisk side er der dog ikke lagt op til at kigge sikkerheden efter i sømmene - noget der undrer den omkomnes far.

Han har tidligere været ude og kritisere ejerne af havnegrunden, energiselskabet Verdo, og Randers Kommune. Både for at de ikke har været mere inde over eftersøgningen, men også for at de ikke vil kigge på sikkerheden.

- Det er jo dem, der skal kigge på sikkerheden fremadrettet. At han bare kunne vade direkte ind er ubegribeligt, lød det fra faren Michael Stralner.

Thomas fundet død i Randers Havn

Hans holdning og oplevelser i forbindelse med den tragiske hændelse, får dog ikke Randers Kommune til straks at iværksætte en gennemgang af sikkerheden på havnen.

- Min umiddelbare mening er, at havnen er fint sikret som alle andre danske havne, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget, Frank Nørgaard (DF).

Vil ikke udelukke undersøgelse

Hans udvalg er det, der i første omgang skal tage beslutningen, om at kigge nærmere på forholdene.

- Vi har kigget på sikkerheden, da man for nylig terrorsikrede området, forklarer han.

Men helt at udelukke en undersøgelse vil Frank Nørgaard ikke.

Dykkerne skulle ned på tre meter

- Måske tager vi en snak om det på et møde i udvalget, men der er intet på tegnebrættet lige nu, lyder det fra DF'eren.

Fem uger skulle der gå, inden den 19-årige Thomas Stralner blev fundet i havnen. Omtrent samme sted blev en anden ung mand også fundet for 16 år siden.

Herunder kan du høre interviewet med faren, efter at hans søn var bjærget op af det kolde havnebassin: