Efter dødsbrand: Pårørende savner svar fra kommune

Det er flere måneder siden at tre mennesker omkom i plejehjemsbranden på Farsøhthus. Nogle pårørende savner dog stadig svar

Branden kostede tre ældre kvinder livet. Den startede i en lejlighed og bredte sig til andre dele af plejecenteret. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

For lidt over to måneder siden brændte Farsøhthus. Tre døde og en masse spørgsmål. Mens nogle pårørende vil have sagen lukket, søger andre stadig svar.

Blandt andre Annette Jespersen, hvis far, Christian Jensen, overlevede branden og nu er tilbage på plejecenteret i Allingåbro.

Læs også Webdok: Gudrun, Inger-Lis og Johanne døde i brand på plejehjem

Hun kritiserer kommunen for, igennem hele forløbet, at have været for dårlig til at informere de pårørende og efterladte.

- Efter at alt det her var overstået, synes jeg kommunen burde have arrangeret et møde mellem alle, der var involveret i branden, siger Annette Jespersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er ingen, som har sendt os en mail eller et brev om, hvordan situationen er. 

Dorthe Birch, pårørende. 

Den samme følelse sidder Dorthe Birch med. Hendes mor, Gudrun, var en af de tre omkomne i branden. 

- Farsøhthus har været rigtig fine til at kontakte os. Dem klager jeg ikke over, men jeg klager over de højere instanser. At der ikke er nogen, som har ringet os op, eller har haft et lille møde med os pårørende om, hvordan vi har det, og hvad kan vi gøre for at komme videre, siger Dorthe Birch og fortsætter:

- Der er ingen, som har sendt os en mail eller et brev om, hvordan situationen er, og om hvad de tænker og mener. Vi skal læse det hele på Facebook og i fjernsynet.

02:42

VIDEO: Branden på plejecenter Farsøhthus i august kostede tre ældre kvinder livet. Selvom Norddjurs Kommune står overfor massive besparelser, så har de nu afsat penge til at sikre, at det ikke sker igen. Det vækker glæde blandt beboerne og pårørende.

Luk video

Stor forvirring efter branden

Første gang Anette Jespersen følte, at hun manglede information fra kommunen var et par timer efter branden – fredag aften den 3. august.

- Først fik vi at vide, at de skulle til Grenå, så skulle de ikke, men så skulle de alligevel. Vi måtte skynde os ud at købe noget tøj, for vi måtte jo ikke gå ind på hans værelse, siger Annette Jespersen.

Læs også Brandmænd hædret efter plejehjemsbrand: - Deres indsats går over i historien

Hun fortæller, at hun ikke kunne få svar på, hvor længe hendes far skulle bruge i Grenaa, ligesom der gik lang tid før, hun fandt ud af, om lejligheden på Farsøhthus var udbrændt eller ej.

- Vi fik ikke noget svar på, hvad der skulle ske fremadrettet. Det har været hårdt. Jeg har været mega træt, fordi jeg har spekuleret over, hvad der skulle ske, siger hun.

02:23

VIDEO: Plejecentret Farsøhthus levede ikke op til brandsikringsreglerne, da tre ældre kvinder mistede livet under en brand i august.

Luk video

Vil selv arrangere møde

Annette har selv kontaktet plejehjemslederen på Farsøhthus i håb om at hun kunne hjælpe med at arrangere et møde med kommune, plejehjemspersonale og andre involverede. Det er dog ikke lykkedes endnu.

- Jeg bliver ved indtil jeg får svar. Hvis jeg ikke kan igennem plejehjemmet, må jeg selv tage fat på Jan Petersen, vores borgmester. Jeg vil have nogle svar, siger hun.

Vi skal bruge svarene til at bearbejde det, der er sket.

Annette Jespersen, pårørende. 

Men hvorfor ikke bare lade det ligge og komme videre? For Annette og andre af de pårørende, er de ubesvarede spørgsmål en hæmsko for endelig at forene sig med det der skete på den lune sommeraften i starten af august.

- Vi skal bruge svarene til at bearbejde det, der er sket. Vi er glade for, at det ikke er vores forældre, det ikke er gået udover. Vi har bare så mange spørgsmål. Min far kan ikke give svar på, hvad der skete, fordi han er dement. Han kan ikke huske, at han var med i branden, siger Annette Jespersen.

Norddjurs svarer på kritik 

Formanden for voksen- og plejeudvalget i Norddjurs Kommune, Lars Møller (S), tager kritikken til sig. 

- Hvis der er andre pårørende, som har behov for yderligere dialog med os, så kigger vi selvfølgelig på det, siger Lars Møller til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Hvis der er behov for et større møde, hvor der også er politisk deltagelse, så gør vi gerne det. Vi vil meget gerne kommunikere, hvordan det er sket, og hvad vi gør nu, siger han. 

Læs også Sprinkleranlæg til millioner skal hindre ny dødsbrand i Norddjurs

Sundheds- og omsorgschef i Norddjurs Kommune, Søs Fuglsang,  har ikke ønsket at stille op til et interview. I et mail-svar skriver hun.

Norddjurs Kommune har hele vejen igennem haft et stort fokus på grundig information til de pårørende. Det var tilfældet både selve aftenen, hvor branden fandt sted, i dagene efter, samt i den efterfølgende tid.

Der har både været tale om mundtlig og skriftlig information og dialog, ligesom der har været – og er – et tilbud om psykologisk bistand til beboere, pårørende og medarbejdere.

Vi beklager meget, hvis nogle pårørende oplever et behov for mere information. Det indgår i den løbende læring, som vi drager af det, der er sket.