Efter brande og optøjer: Nu åbner politiet igen for bandes klublokaler
Østjyllands Politi genåbner i dag lokaler i det vestlige Aarhus, som har fungeret som lokal bandes tilholdssted.
Siden torsdag den 11. april har lokalerne på en adresse i det vestlige Aarhus været lukket af Østjyllands Politi. Lokalerne fungerede som et tilholdssted for personer, der har relation til bandemiljøet.
Efterfølgende valgte Østjyllands Politi at forlænge lukningen af lokalerne, men nu er det igen tilladt at opholde sig i lokalerne.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har vurderet, hvad der har været af hændelser og episoder i området, og der kan vi se, at der ikke er så mange hændelser, som der har været tidligere, så derfor åbner vi igen op, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Politiet vurderede tilbage i april, at der var risiko for angreb mod stedet. Efter lukningen af klublokalerne opstod der uro i området, hvor der blandt andet blev smadret en masse butiksruder og påsat brande i containere og biler.
I løbet af den seneste tid har der dog været færre og færre episoder, der relaterer til konflikten mellem de to grupperinger i området, og Østjyllands Politi vurderer, at der ikke længere er grundlag for at kræve lokalerne på Kappelvænget lukket.
- Vi vurderer, at grundlaget for at lukke lokalerne ikke er til stede mere, for antallet af episoder i området falder. Så skal vi ikke bibeholde lukningen, siger Klaus Arboe Rasmussen
Læs også
Men det er dog ikke ensbetydende med, at politiet ikke længere er opmærksom på, hvis der skulle opstå ny uro i området.
- Nu følger vi med i, hvad der sker, og hvis der er behov for en ny visitationzone eller at lukke lokalerne igen, så er vi klar til at gøre det.
Der er tale om nogle klublokaler på Kappelvænget 8, 8210 Aarhus V, hvor Østjyllands Politi løbende har fundet flere våben.
Østjyllands Politi vil fortsat have øget patruljering i det område, hvor der tidligere var visitationszone.
- Vi er i fuld gang med efterforskninger, og det fortsætter - og så er vi synligt til stede i området, siger chefpolitiinspektøren.