Efter Bakken Bears' historiske præstation: Basketball mangler opmærksomhed

Dansk basketball har ikke ligeså meget prestige og sponsorkroner som eksempelvis fodbold eller håndbold

04:40

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var med, da Bakken Bears onsdag aften spillede europæisk top-basketball.

Historisk.

Sådan beskrives Bakken Bears' tur til toppen i europæisk basketball. En tur, som desværre fik en ende onsdag aften, da holdet tabte til det italienske hold Avellino med cifrene 72-82.

Men kampene i den europæiske turnering for klubhold har skabt opmærksomhed om holdet. Under to timer tog det at sælge samtlige publikumsbilletter til det historiske opgør onsdag aften.

Læs også Italienere stopper Bakken Bears' europæiske eventyr

- Det er et eventyr, vi kan bruge det til at promovere basketballsporten i Danmark, det er rigtig vigtigt, siger Claus Hommelhoff, der er bestyrelsesformand i Bakken Bears, til TV2 ØSTJYLLAND.

Noget tyder på, at basketball har brug for promovering. Basketball halter nemlig langt bag efter andre sportsgrene, når det handler om tilskuere og sponsorpenge i Danmark. 

- Det er bare en dansk kultur, at alle danske drenge spiller fodbold, derfor er der flere danskere, der kan relatere til det, siger David Kristensen, der spiller for Bakken Bears og samtidig går i 3.g på Marselisborg Gymnasium.

Bakken Bears-cheftræner Steffen Wich levede sig i den grad med i kampen, da aarhusianerne onsdag aften mødte Avellino fra Italien. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Fodbold har langt flere tilskuere

Dansk fodbold har næsten ti gange så mange tilskuere til kampene end basketball har.

- Fodbold bliver vist over det hele, håndbold bliver vist over det hele. Det er mere tilgængeligt og basket er lidt sværere at tale med forskellige mennesker om, fordi viden omkring sporten er en del mindre, siger Louie Gravesen, der også spiller basketball på eliteniveau.

Læs også Bakken Bears på vej mod historisk resultat: - Det er en kæmpe skalp

- Det er jo lidt ærgerligt egentlig, for det er jo verdens bedste sport, siger Anton Harbo, der også er elev på Marselisborg Gymnasium og dyrker elite-basketball.