Efter 30 dage i Randers: Daniel har truffet sit valg
Daniel Johannesen har nu boet 30 dage i Randers og besluttet, om han vil blive boende i byen
Daniel Johannesen deltager i TV 2 | ØSTJYLLANDs eksperiment '30 dage i Randers'. Han skal bo i en lejlighed i Randers i 30 dage, selvom hans uddannelse er i Aarhus.
Eksperimentet har nu nået sin afslutning, og Daniel, der hele tiden har været begejstret for Randers, har truffet en beslutning.
- Jeg bliver boende i Randers. Det har været fantastisk – det kunne næsten ikke have været bedre. Folk er glade og rare, og det er en fantastisk opgang, jeg er kommet ind i, siger Daniel Johannesen.
Men på trods af entusiasmen er der allerede grænser for, hvor længe han kan se sig selv i den kronjyske hovedstad. Dertil trækker det alligevel for meget at bo tæt på studieliv og eventuelt et kommende studiejob.
Læs også
- Det vil undre mig meget, hvis jeg blev boende i Randers under hele min studietid. Jeg regner med at finde et studiejob senest på tredje semester for at tjene ekstra penge, og så ville jeg have råd til at bo i Aarhus. Det er en luksus at bo et godt sted i Aarhus med de samme faciliteter, som jeg har her, men hvis jeg får råd til den luksus, vil jeg gerne tage den, siger Daniel.
Daniel kalder nemlig i bund og grund sig selv for et storbymenneske, og der kan det være, at Randers’ godt 60.000 indbyggere ikke slår til i længden.
Læs også
- Jeg vil gerne ud og bo i nogle af de store byer i verden engang. København, London og New York. Jeg kan godt mærke, at man allerede kommer de samme steder og støder ind i de samme mennesker her i Randers efter en måned, men det har også sin charme, siger Daniel.
Der er masser af positivt at sige om at bo i Randers og studere i Aarhus, mener Daniel stadig. Særligt den store prisforskel på lejligheder spiller ind, og så er det faktisk ikke så slemt med en bustur eller to om dagen.
Læs også
For Daniel er de 45 minutter i bussen blevet kærkommen læsetid.
- Det har været en succes at bo her. Det bedste råd til folk, der tøver med at flytte til Randers, når de skal studere i Aarhus er at kaste sig ud i det. Det bliver nemt at få til at fungere. Hjemmefra tænker man måske, at der vil være mange fejl og mangler, men i virkeligheden er der ikke mange problemer, siger Daniel.
Se Daniel træffe sit valg i videoen øverst i artiklen.