Efter 230 kampe: Alexander Fischer skifter til Viborg FF
Efter et væld af oplevelser i Randers takker Alexander Fischer af. Han er den spiller, der har spillet næstflest kampe for Randers FC
Det er blevet til både pokalfinaledeltagelse, bronzemedaljer, nedrykning, oprykning, europæiske kampe og mange andre oplevelser for Alexander Fischer i Randers FC.
Men nu er det slut med oplevelserne i Randers og blevet tid til et nyt kapitel for den 30-årige fodboldspiller. Sidste sæsons Alka Superliga-nedrykkere Viborg FF bliver næste destination.
Læs også
230 kampe og 12 mål blev det til i Randers FC-trøjen - og udover det en masse gode minder.
- Derfor har det også været en virkelig svær beslutning at tage, for jeg har jo haft det fantastisk i klubben. Jeg har mange gode minder og har opbygget rigtig gode venskaber i klubben, men udsigten til at kunne spille fast har vægtet højt, så derfor har jeg valgt at tage videre og glæder mig også til den nye udfordring. Jeg vil gerne takke alle i og omkring Randers FC for en masse gode år, og jeg håber alt det bedste for klubben i fremtiden, siger Alexander Fischer i en pressemeddelelse.
Vil savne ham på banen
I Randers FC er det også med vemod, at klubben siger farvel til en loyal spiller, der har haft stor betydning både på og uden for banen.
- Alexander Fischer er en højt skattet spiller, som har betydet meget i de sidste mange år i Randers FC. Han var den i truppen med længst anciennitet og er blevet en kulturbærer i klubben, så det var ikke en nem beslutning at skulle sige farvel, siger Randers FC-direktør Michael Gravgaard.
- Det er dog ikke blevet til den ønskede spilletid i det sidste stykke tid, og derfor giver det mening for ham at komme til Viborg. Vi kommer til at savne ham på banen, hvor han altid har ydet sit bedste og kæmpet for den lyseblå trøje, men også uden for banen, hvor han virkelig har haft stor betydning for klubben.