Effektiv integration
Kommune sender unge asylansøgere på højskole
Mange kommuner står med en stor opgave, når tusindvis af asylansøgere - blandt andet fra Syrien - skal integreres og lære dansk.
I Odder Kommune er der lige nu 88 flygtninge under integrationsloven - og kommunen har fundet en effektiv måde at få nogle af de unge flygtninge sluset ud i samfundet. De bliver sendt på højskole.
- Højskolen er jo et ærkedansk miljø forstået på den måde, at der jo bliver snakket dansk hele tiden, men det er jo også et sted, hvor danske værdier er i højsædet, siger Ole Stounbjerg, der er jobcenterchef i Odder Kommune.
Én af de højskoler, der har taget imod flygtninge er Hadsten Højskole. Og her er erfaringerne gode.
- Generelt synes jeg, at det er meget vellykket, når vi har flygtninge her, siger Jacob Kjærsgaard, der er forstander på Hadsten Højskole.
- Jeg tænker, man sagtens kunne bruge højskolerne noget mere. Der opstår jo venskaber sådan et sted her, hvor man tænker - hvor kom det lige fra.
Staten betaler en del af regningen, når en kommune vælger at sende en flygtning på et højskoleophold.
I indslaget øverst kan du møde Khaled Ksibe, der lige nu er elev på Hadsten Højskole - og som har lært dansk på rekordtid.