Eckersley spøger i AGF

Rygter sender Horsens-backen Adam Eckersley til AGF. Her er han udset til at erstatte Michael Lumb, der er skiftet til russisk fodbold.

AGFs sportschef Brian Steen Nielsen er på jagt efter en erstatning for venstrebacken Michael Lumb, der søndag overstod det obligatoriske lægetjek og nu har gennemført skiftet til den russiske klub Zenit Skt. Petersborg.
Ifølge bold.dk har sportschefen kastet sin kærlighed på den tidligere Brøndby- og nuværende Horsensspiller Adam Eckersley.

Englænderen siger til internetsiden, at hans agent har talt med AGF om mulighederne for et skifte.

- AGF kan lide mig som en spiller, men jeg vil ikke sige for meget. Jeg har ikke underskrevet noget papir endnu, og før jeg gør det, vil jeg ikke sige noget. For det kommer til at se dumt ud, hvis jeg ikke skriver under, så jeg kan ikke sige noget i øjeblikket, lyder det fra Eckersley.