Ebeltoft vil have æblefest
Årlig byfest skal trække besøgende til Ebeltoft hvert år i oktober.
Ebeltoft er blandt Østjyllands absolut mest populære turistområder i sommermånederne, men det er tilsyneladende ikke nok for den lille købstad på det sydlige Djursland.
Hvert år i skolernes efterårsferie skal Ebeltoft i fremtiden trække flere besøgende til byen, og det skal ske ved hjælp af en såkaldt Ebelfestival, der har æblet som et gennemgående tema. Ifølge festivalens arrangørerer vil den årlige byfest udfordre alle fem sanser, og den vil ud over smagsprøver på æbler i alle afskygninger byde på musik, forestillinger, udstillinger og oplevelser i den lokale natur.
Initiativet til Ebelfestival kommer fra den lokale afdeling af Rotary, der håber på et samarbejde med det lokale erhvervsliv samt foreninger og institutioner.