Ebeltoft får havbad ved skudehavnen

Et havbad i Ebeltoft bliver en realitet, efter ildsjælene bag projektet har fået stor bevilling fra Realdania

Først var det Aarhus, så var det Randers. Og nu er turen så kommet til Ebeltoft, der nu får badefaciliteter ved havnen.

Efter to års arbejde blandt ildsjæle i Ebeltoft, bliver havbadet ved Ebeltoft Skudehavn en realitet. Det sker efter Realdania har skænket 500.000 kroner til projektet.

-Jeg var lige at køre i grøften, da jeg hørte at vi havde fået bevillingen, fortæller Palle Erik Rasmussen, der fortæller de frivillige har søgt over 12 forskellige fonde.

Projektet har været to år undervejs, og der ligger i forvejen penge fra Friluftrådet, Handicaprådet, Syddjurs kommune og Nationalparken Mols Bjerge.

Men Realdanias bevilling var de sidste penge, der skulle til, før projektet kunne blive til virkelighed.

Til både vinter og sommer
Havbadet er et fællesprojekt mellem Vikingerne og Skudehavnen, der har stiftet et såkaldt brolaug.

- Når man bader om vinteren, så er det rart, der er en bro, siger Palle Erik Rasmussen fra Brolauget, Havbadet Ebeltoft Skudehavn.

Og selvom der er lækre strande nær Ebeltoft, så er det ifølge Palle Erik Rasmussen også en fordel med et havbad om sommeren for byens gæster.

- Om sommeren er der mange børn, der vil kunne fiske krabber og soppe i vandet, siger Palle Erik Rasmussen.

Der vil også blive en udsigtsplatform med bænke, som gør det muligt at sidde og nyde havet, naturen og ikke mindst solnedgangen over Mols Bjerge og Nationalparken.

- Ebeltoft er den eneste by i Østjylland med vestvendt kyst, hvilket betyder, at solen går ned i vest. Det er en helt fantastisk smuk aften, man kan få der, siger Palle Erik Rasmussen.

Havbadet ved Ebeltoft Skudehavn forventes færdigt i sommeren 2017.

Fakta om Havbadet, Ebeltoft Skudehavn

Havbadet er handikapvenligt og kan befærdes af personer med rollator, kørestol og lignende.
 
Beliggenhed: Ebeltoft Skudehavn, bro 8
 
Budget: i alt kr. 990.000,- incl. moms. Projektet er med kr 500.000,- fra Realdania nu fuld finansieret, øvrige tilskudsgivere er: Friluftsrådet, Nationalpark Mols Bjerge, Handikaprådet, Syddjurs Kommune. Herudover indskyder Vikingerne og Skudehavnen penge og frivilligt arbejde
 
Tidsplaner: projektering, ultimo 2016, opførelse, primo 2017, indvielse sommer 2017
 
Ejer: Brolauget, Havbadet Ebeltoft Skudehavn
 
Initiativtagere: Vinterbadeklubben Vikingerne og Ebeltoft Skudehavn