Ebeltoft: En af DK's skønneste
Ebeltoft er blandt de ti smukkeste steder i Danmark, vurderer internationalt netmedie
Ifølge netmediet Theculturetrip er Ebeltoft blandt en af Danmarks smukkeste byer.
Netmediet mener, at Danmark er et af de mest naturskønne steder i Europa, og det har derfor udvalgt de 10 smukkeste byer i Danmark. Ebeltoft er en af dem.
- Ebeltoft kunne nemt forveksles med en søvnig by, men det er faktisk stedet for en livlig kultural scene særligt i løbet af sommeren, når tusindvis flokkes til området og Ebeltofts gader vågner til live med livemusik, skriver siden om byen.
Derudover bliver Fregatten Jylland og naturpark Mols Bjerge nævnt som steder, der er værd at besøge i forbindelse med et visit i Ebeltoft.
- Det er super glædeligt. Jeg vidste det faktisk ikke. Men det er jo super. Det er ubetalelig reklame, for det er nogle, der selv har oplevet stemningen, og som har lyst til at skrive om byen, siger Flemming Rasmussen, der er turismedirektør i VisitDjursland, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Borgerne gør rigtig meget for, at det er rart at bo her, men at det også er rart at komme som gæst og som turist, og vi kan se det i forhold til vores gæster. Her er rigtig hyggeligt, fortsætter han.
Udover Ebeltoft er Ribe, Dragør, Ærøskøbing, Hornbæk, Sorø, Maribo, Skagen, Svaneke og Mariager på listen.
Siden har næsten to millioner månedlige læser, der kommer fra det meste verden.