Ebbe Sand i strid med tøjfirma

Fodboldspilleren Ebbe Sand vil have firma i Silkeborg dømt for at lave kopi-trøje.

Den kendte fodboldspiller Ebbe Sand har tvunget Silkeborg-firmaet Cap Sport ud i en retslig forlænget spilletid, skriver Midtjyllands Avis.

For halvandet år siden slæbte Ebbe Sand sammen med klubberne Brøndby IF og Schalke 04 Cap Sport i byretten.

Parterne mente, at sportsfirmaet havde kopieret Brøndby-trøjer og Schalke-trøjer med navnet "Sand" påtrykt. Cap Sport blev dog frifundet i byretten i Silkeborg.

I går var ankesagen så for landsretten, hvor blandt andre den tidligere landsholdsmålmand og Brøndby-spiller, Mogens Krogh, vidnede.

Landsretsdommerne valgte at bruge fire uger til at tænke over, hvem der skal vinde kampen i retslokalet. Dommen falder den 3. april.