Dyrere at låne penge
Jyske Bank jagter indtægter - og det kommer kunderne til at mærke
Bankerne står på nakken af hinanden for at hæve renterne.
Nu bliver det nemlig også dyrere at låne penge i Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg. Renterne i banken bliver hævet generelt med 0,5 procentpoint.
Det sker samtidig med en større sparerunde blandt medarbejderne. Dermed rammer det store fokus på at reducere Jyske Banks omkostninger også kunderne.
Topchef Anders Dam forklarer det med øgede finansieringsomkostninger.
Følger i Danske Banks fodspor
Jyske Bank følger dermed i Danske Banks fodspor. Landets største bank sendte onsdag eftermiddag en meddelelse ud om, at kunderne må sluge en stigning i udlånsrenterne med op til 0,50 procentpoint.
Også her blev rentestigningen begrundet med uroen på de finansielle markeder, som har gjort det dyrere for bankerne at låne penge.
Ud over rentestigningen i Jyske Bank svinger Anders Dam også den store sparekniv over bankens ansatte. Her er 150 blevet fyret med øjeblikkelig virkning, mens yderligere 100 skal forlade banken ved naturlig afgang.