Dyrepasser skaber liv i død branddam
I Demstrup har en dam ligget tilgroet hen i 30 år, indtil en gruppe lokale borgere for nylig satte sig for at rense dammen op
Ingen sollys og visne blade er langt fra en god cocktail for en dam, hvis den skal blomstre. Dyre- og plantelivet lider under sådanne forhold, og det er netop, hvad der var i en dam i Demstrup mellem Silkeborg og Viborg.
Derfor skulle et projekt ved dammen ændre på situationen.
- Målet er at genoprette dammen og skabe et lækkert naturområde med fugle, insekter og padder. Det mangler vi i Demstrup, fortæller en af hovedmændene bag aktionen, Morten Vissing.
Stor opbakning fra de lokale
Til daglig er han dyrepasser i AQUA Akvarium & Dyrepark, men også i sin fritid har han en passion for vandhuller og dyreliv.
- Jeg elsker det. Man føler, at man gør en forskel. Der er guld gemt under den rådne overflade. Så kan det godt være, man skal ud og blive lidt beskidt, og det er hårdt. Men når man er færdig, står man tilbage med en ren lykkefornemmelse, siger Morten Vissing.
Han var ikke ene om at iværksætte redningsaktionen. Flere lokale aktører gav en hånd med, og blandt andet en lånt gravko skulle være med til at fjerne de store træer og den mængde slam, som dammen indeholdt.
Arbejdede til solen gik ned
Derudover fik en klasse fra den lokale Sjørslev Skole lov til at følge arbejdet og være med.
- Der er en tendens til, at vi vænner os til forfald, men der skal altså ikke meget til for at vende udviklingen. Vandhuller skaber så meget liv, forklarer Morten Vissing.
Denne dag lykkedes det også at gøre en forskel, hvor man arbejdede ved dammen i syv timer, indtil solen gik ned.
- Jeg er godt tilfreds med, hvad vi har nået. Man kan se vandspejlet igen, og alle træerne, som holdt sollyset ude, er nu væk, lyder det fra Morten Vissing.
Du kan møde Morten Vissing ved dammen øverst. Redningsaktionen var en del af programmet livet + det løse torsdag den 3. december. Hele udsendelsen kan ses her.