Dyr fyreseddel i Randers

Det kommer til at koste randrusianerne seks millioner kroner at nedlægge chefstilling.

44-årige Frank Madsen er ansat som IKT-chef ved Randers Kommune. Som et led i en stor spareplan ser det ud til, at IKT-stillingen bliver nedlagt.

Det vil i givet fald koste Randers Kommune i omegnen af seks millioner kroner, idet Frank Madsen er garanteret fuld løn i tre år. Desuden er han sikret en årlig pension på cirka 200.000 kroner til han bliver 65 år.

I alt en udgift på seks millioner kroner, som Randers Kommune skal betale størsteparten af. Det er ifølge Randeres Amtsavis målet, at slankeplanen skal give en årlig besparelse på 11 millioner kroner i 2007.