Dykkere fandt ikke 73-årige Niels
Politiet og brandvæsnet ledte tirsdag efter den forsvundne Niels Joachim Nicholaisen ved Aarhus Havn
Dykkere blev tirsdag sendt i vandet i området ved Marselisborg Lystbådehavn og containerhavnen ved Østhavnsvej i Aarhus for at lede efter den 73-årige Niels Joachim Nicholaisen, der har været forsvundet i halvanden uge.
Men dagens eftersøgning, der også omfattede hunde og en drone, gav ikke resultat, og der er fortsat ingen spor efter den 73-årige mand fra Aarhus.
Fandt ikke noget
- Det har ikke givet noget, og ifølge dykkerne skulle der have været optimale muligheder for at se noget under vandet. Vandet var meget klart, og der har ikke været ret meget strøm, så der har været god sigte, men de har ikke fundet noget, siger Gert Bisgaard, der er efterforskningsleder ved Østjyllands Politi.
Nye spor i sagen om Niels fra Aarhus
Det var nye oplysninger, der fik politiet og Aarhus Brandvæsen til igen at sende dykkere i vandet. Telefondata var blevet undersøgt, og det viste, at Niels Joachim Nicholaisens mobiltelefon lørdag den 6. februar om morgenen havde bevæget sig ud på havnen i tidsrummet mellem klokken 05.00 og 08.00, hvor den sluttede af med at gå på en mast alleryderst på Østhavnsvej.
Østhavnsvej løber langs containerhavnen
- Nu skal vi se, om vi mangler noget, men ellers er mulighederne nok desværre ved at være udtømte her på havnen. Men nu skal vi hjem og kigge på det, vi har fået, og der hvor vi har søgt for at se, om der er mere at komme efter, siger Gert Bisgaard.
Kan ikke udelukke noget
Han og kollegaerne hos Østjyllands Politi holder alle scenarier åbne i sagen, og kan derfor ikke 100 procent afvise, at der er sket en forbrydelse.
- Nej, det kan vi egentlig ikke, men jeg vil holde fast i, at det er en humanitær eftersøgning, vi har gang i. Vi har intet, der tyder på, at der skulle være sket en forbrydelse, siger Gert Bisgaard.
Niels Joachim Nicholaisen er ikke set siden fredag den 5. februar.
Karins mand er savnet: Jeg er begyndt at tvivle
Han er 190 centimeter høj, slank af bygning og frisk af sin alder.
Han var iført en knælang, grøn vinterfrakke og gule støvler af mærket Timberland. Derudover var han muligvis iført et par mørke fløjlsbukser.
Niels Joachim Nicholaisen er tyndhåret, og han havde formentlig en mørkeblå strikhue på, ligesom han formentlig medbragte sin sorte rygsæk.
Har du set den 73-årige mand, eller har du andre oplysninger om sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114 eller 87 31 14 48.