Dykkere anses nu for omkomne
Det norske redningsvæsen har opgivet at finde to savnede århusianske dykkere i live.
Norske redningsfolk har søndag aften indstillet eftersøgningen efter to savnede danske dykkere i Korsvikfjorden uden for Kristiansand. De er tilknyttet dykkerklubben Nautica i Århus. Fra nu af vil man lede efter to formodet omkomne, oplyser redningsleder Andreas Bull fra Hovedredningscentralen for Sydnorge til nyhedsbureauet NTB.
Tre hold af professionelle dykkere var søndag nede ved vraget af det sunkne tyske passagerskib Seattle, som har ligget på fjordbunden siden 9. april 1940. Men de fandt ingen spor af de danske dykkere, en kvinde og en mand, som begge er i 40'erne og betegnes som erfarne dykkere.
Da mørket faldt på, sendte redningsmyndighederne en miniubåd med kamera ned til vraget, som ligger på 21 til 72 meters dybde. Seattle er et populært mål for dykkere.
Ambulancer, helikoptere, et kystvagtskib og brandvæsnet rykkede ud ved 13.30-tiden efter meldingen om, at to dykkere var savnet efter et dyk, som skulle slutte kl. 13. De havde to kammerater ventende i en båd over vraget.
Udsynet bliver nemt mudret
Bjarte Vestøl er byrådsmedlem i Kristiansand og en erfaren dykker med flere hundrede dyk ved Seattle-vraget bag sig. Han siger til fvn.no, at der er to store udfordringer ved at dykke ved vraget af Seattle.
- Det første er dybden, og det andet er sigtbarheden. Man skal kunne finde tilbage til linen, og det bliver vanskeligt, hvis man grumser vandet til, siger Bjarte Vestøl.
Han tilføjer, at hvis man svømmer ind i vraget, ligger der så meget dynd, at et enkelt slag med en svømmefod kan mudre udsynet til og gøre det vanskeligt at finde vejen ud.
Det er ganske vist forbudt at entre vraget, skriver NTB. Bjarte Vestøl tager da også forbehold for, hvad der er sket. Under søndagens eftersøgning blev en af det norske brandvæsens dykkere dårlig. Han blev sendt på sygehuset efter at være steget for hurtigt op gennem vandet, men er nu tilbage på brandstationen og har det efter omstændighederne godt.