Dykker mistede bevidstheden

Mand kom til behandling i trykkammer på Rigshospitalet efter fejlslagen dykning ud for Grenaa

En fritidsdykker blev med helikopter lørdag eftermiddag fløjet fra Grenaa til behandling på Rigshospitalet efter en alvorlig situation under en dykning seks-syv sømil fra kysten, oplyser politiet.

Manden fik problemer, og da han kom op til overfladen, havde han mistet bevidstheden. Derpå blev han transporteret til København, hvor han blev anbragt i et trykkammer.

Politiet kunne sidst på eftermiddagen ikke sige noget om mandens tilstand, ligesom man heller ikke havde oplysninger om årsagen til problemet. I alt var der otte deltagere i dykningen.

/ritzau/