Dygtig oddset-spiller men elendig tyv blev fængslet
En 31-årig mand tænkte sig ikke for alvor om, da han først begik tricktyveri og senere vendte tilbage til gerningsstedet
En 31-årig mand blev i Retten i Aarhus i dag varetægtsfængslet indtil den 14. januar efter et tricktyveri, som han i den grad selv var ude om, at han blev taget for.
Torsdag gik han ind på en tankstation på Grenåvej i Aarhus og fik udleveret 10 oddset-kuponer til en værdi af 10.000 kroner via et tricktyveri, som politiet på grund af efterforskningen ikke vil komme nærmere ind på.
Det viste sig, at tricktyven var en ganske habil oddset-spiller, og hans 10.000 kroners kuponer blev vekslet til en mulig gevinst på 35.750 kroner.
Tricktyv snød ekspedient for større beløb
Men ak, hvis bare han havde været lige så god til at være tyv, som han tilsyneladende er til at oddse.
Den 31-årige mand valgte nemlig dagen efter at vende tilbage til selvsamme tankstation for at få indløst sin gevinst, og der havde man ingen problemer med at genkende manden, som politiet senere kunne anholde.
Hele optrinnet endte altså med en varetægtsfængsling til den 14. januar.