Dusør i sag om heste-sex
Dyreværnsforening vil have gerningsmand afsløret
Der er udlovet en dusør på 10.000 kr. for oplysninger der kan føre til afsløring af gerningsmanden til en serie seksuelle overgreb på heste på en mark nær Brabrand sø.
Det er foreningen Dyrenes Venner, der vil sætte fokus på sex med dyr, som de i årevis har kæmpet for at få forbudt. En dyrlægeundersøgelse har fastslået at hestene ved Brabrand sø har været udsat for overgreb.
- Det er anden gang indenfor for få måneder, at syge og perverse mennesker udsætter dyr for mishandling. Vi har kæmpet en hård, men forgæves kamp for at få indført et forbud mod dyresex i Danmark, lige som man har i Norge, og som man om kort tid vil få i Sverige, siger formanden for Dyrenes Venner Peter Mollerup i en pressemeddelelse.
- Knap 80 % af den danske befolkning ønsker et forbud, og i februar afleverede vi over 30.000 underskrifter til justitsminister Lars Barfoed med krav om et forbud. Alligevel nægter et flertal af Folketingets partier at gøre noget ved sagen, men mon ikke denne sag kan være med til at overbevise politikerne om, at samfundet må sende et klart og entydigt signal om, at man ikke tolererer, at mennesker forlyster sig seksuelt med dyr, siger han