Dusør i sag om forsvundet 19-årig

Anders Peter Hembos søskende udlover dusør på 10.000 for oplysninger om den forsvundne århusianer.

Tre søskende udlover en dusør på 10.000 kroner for oplysninger, der kan hjælpe dem med at finde ud af, hvad der skete med deres lillebror for godt en uge siden.

Anders Peter Hembo var natten til fredag gæst på værtshuset Den Høje i Skolegade i det indre Århus. Ved fem-tiden sagde han farvel til sine venner, og derefter er der ingen der ved, hvad der skete med den 19-årige mand, der kun har boet i Århus i kort tid.

Politiet har i løbet af den seneste uge blandt andet ledt efter Anders Peter Hembo i baggårde og i Århus Å, men indtil videre har eftersøgningen været uden resultat. Derfor udlover Anders Hembos tre søskende de 10.000 kroner, som de håber kan føre politiet på sporet af deres lillebror.

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.