Duncan væltede Fort Midtjylland

Morten 'Duncan' Rasmussen blev matchvinder, da AGF som det første hold slog FC Midtjylland på SAS Arena i Herning.

FC Midtjylland er ikke længere ubesejret på hjemmebane. Søndag vandt AGF med 1-0 på mål af Morten 'Duncan' Rasmussen.

Det ellers formsvage Århus-mandskab styrede begivenhederne i første halvleg, og efter 22 minutter steg Duncan til vejrs og dirigerede Thomas Lindrups flotte indlæg i mål .

I første halvleg havde FCM ikke meget at byde på, så der var ikke noget at indvende mod resultatet.

Trods overtag i anden halvleg kunne FCM ikke hente AGF, og dermed tabte midtjyderne for første gang nogensinde på sin nye hjemmebane efter 20 kampe uden nederlag. /ritzau/