'Duncan' forstår ikke fyring af Glen: Mærkelig beslutning

AGFs spidsangriber Morten 'Duncan' Rasmussen er i chok over fyringen af Glen Riddersholm, som han kalder en stor overraskelse

Morten 'Duncan' Rasmussen undrer sig over fyringen af Glen Riddersholm.

Lørdag meldte AGF ud, at klubben fyrer cheftræner Glen Riddersholm og henter i stedet David Nielsen hos Lyngby Boldklub. Det kommer som en stor overraskelse for angriberen Morten 'Duncan' Rasmussen, der kalder fyringen for en mærkelig beslutning.

Den kommer som en kæmpe overraskelse for mig, og jeg forstår ikke beslutningen. Men det er selvfølgelig ikke mit job at gøre det.

Morten 'Duncan' Rasmussen

- Den kommer som en kæmpe overraskelse for mig, og jeg forstår ikke beslutningen. Men det er selvfølgelig ikke mit job at gøre det. Jeg synes, at det arbejde, som Glen og Friis (cheftræner Glen Riddersholm og assistenttræner Lars Friis, red.) gør i dagligdagen, er det rigtige, siger Morten 'Duncan' Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge ham var det bare et spørgsmål om tid, før resultaterne også ville komme under Glen Ridderholms ledelse.

- De var jo begyndt at komme, og efter en 5-1 sejr i Helsingør er det da en overraskende beslutning at fyre ham, siger Morten 'Duncan' Rasmussen.

Spillertruppen er i chok

Flere af spillerne har allerede været i kontakt med hinanden og diskuteret fyringen.

Glen havde spillernes opbakning, og jeg tror, at 95 pct. af truppen synes, det her er en mærkelig beslutning.

Morten 'Duncan' Rasmussen, angriber

- Min fornemmelse er, at folk er i chok og er meget overraskede over det her. Glen havde spillernes opbakning, og jeg tror, at 95 pct. af truppen synes, det her er en mærkelig beslutning, lyder det fra angriberen.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med den ny fyrede cheftræner Glen Riddersholm, der giver udtryk for, at han har været glad i AGF, men derudover er hans kommentar til fyringen meget kortfattet.

- Jeg har ingen yderligere kommentarer til fyringen, lyder det.

David Nielsen overtager nu trænersædet i AGF.  Foto: Henning Bagger - Scanpix

Fra mandag hedder den nye træner for Morten 'Duncan' Rasmussen og resten af AGF-spillerne så David Nielsen, der har opnået stor succes i Lyngby Boldklub.

- Jeg har aldrig haft ham som træner, så det er svært for mig at spå om, hvordan det bliver. Men man må bare tage hatten af for de resultater, han har opnået. Han kan noget, der fungerer, siger Morten 'Duncan' Rasmussen. 

David Nielsen har allerede første arbejdsdag i AGF mandag.