Dumpekarakter til Venstre-leder i Århus
Venstres borgmesterkandidat, Gert Bjerregaard, får dumpekarakter i ny meningsmåling. Nicolai Wammen (S) står til gengæld stærkt.
Et repræsentativt udsnit af de århusianske vælgere har i en meningsmåling fra Rambøll for JP Århus givet karakterer på mellem 0 og 10 til de fem rådmænd og borgmesteren.
Målingen viser, at kommunens socialdemokratiske borgmester, Nicolai Wammen, ligesom ved de foregående målinger ligger i toppen med en gennemsnitskarakter på 6,7.
Til gengæld er hans direkte udfordrer i kampen om borgmesterposten, Venstre-rådmanden Gert Bjerregaard, gået markant tilbage til karakteren 4,4.
Kun den radikale spidskandidat, teknisk rådmand Peter Thyssen (R), klarer sig dårligere. Thyssens gennemsnitskarakter er på 4,3.
Gert Bjerregaards dalende popularitet giver dog ikke panderynker hos Venstres politiske ordfører, Bünyamin Simsek.
- Det koster selvfølgelig på den personlige popularitet, når man rydder op i en forvaltning med en kultur, som var opbygget omkring mange års socialdemokratisk styre, siger Bünyamin Simsek til Jyllands-Posten med henvisning til de mange sager på anbringelsesområdet, da Gert Bjerregaard var socialrådmand.
Dumpekarakteren kommer oven i en meningsmåling, der giver en historisk høj tilslutning til Socialdemokratiet og en tilsvarende lav opbakning til Venstre.