DSR bekymret efter spareplan
Millionbesparelser vil ramme patienter og arbejdsmiljø, mener Dansk Sygeplejerråd
Dansk Sygeplejeråd blander sig nu i debatten om den store spareplan i Region Midtjylland.
Regionen skal de kommende år spare knap 700 millioner kroner, og det kan få store konsekvenser for både sygeplejersker og patienter.
- Det er vanvid at tro, at man kan gennemføre millionbesparelser og nedlægge hundredvis af stillinger i det midtjyske sygehusvæsen uden at kvaliteten i behandlingen forringes og uden at medarbejdernes arbejdsmiljø forværres, siger Grete Christensen, der er Dansk Sygeplejeråds formand, i en pressemeddelelse.
Som en del af spareplanen skærer regionen 777 stillinger, men endnu ligger det ikke fast, hvor mange af dem, der er sygeplejersker.
Anja Laursen, der er kredsformand i Dansk sygeplejerskeråd i Region Midtjylland, er ikke i tvivl om, at besparelser både rammer patienterne og sygeplejerskerne.
- Der kommer jo ikke færre patienter, bare fordi politikerne gennemfører besparelser. Konsekvensen er, at færre sygeplejersker skal lave det samme arbejde. Det betyder et endnu mere presset arbejdsmiljø. Og når sygeplejerskerne er pressede, sker der flere fejl. En analyse fra Danske Patienter viser, at der sker mere end dobbelt så mange fejl på afdelinger med overbelægning end på afdelinger uden. Og international forskning har gentagne gange peget på, at når arbejdsmiljøet forringes, stiger dødeligheden blandt patienterne, siger Anja Laursen.