DSBs billetsystem kører igen efter massivt nedbrud

Togkunder kan igen købe billetter hos DSB efter en onsdag med omfattende tekniske nedbrud

DSB melder natten til torsdag, at deres salgskanaler igen er i fuld drift.

Det betyder, at man som kunde igen kan gøre brug af salgsautomater, DSBs app og DSBs hjemmeside.

Når togkunderne skal med toget torsdag morgen, burde der ikke være problemer, oplyser selskabet.

Læs også IT-problemer sænker DSB's billetsalg landet over

Onsdag var der dagen igennem massive problemer, hvor tekniske nedbrud betød, at det var umuligt at købe billetter.

Vi er meget opmærksomme på, at dette har konsekvenser for vores kunder og brugerne af disse systemer.

Ricco Larsen, vicepræsident i NNIT

De store elektroniske problemer havde ikke den store indflydelse på selve togdriften, melder DSBs presseafdeling.

DSB oplyste tidligere onsdag, at det var deres it-leverandør, NNIT, der var medvirkende til det omfattende systemnedbrud. 

NNIT oplyser, at deres udfald skyldes et strømudfald onsdag eftermiddag. Klokken 20 onsdag aften var dele af systemerne oppe at køre.

  Foto: Randi Thulstrup Kristensen‎

- Flere systemer er kommet op at køre, mens enkelte fortsat er påvirket, herunder systemet til togdisponering, skriver NNIT i en pressemeddelelse.

- Vi er meget opmærksomme på, at dette har konsekvenser for vores kunder og brugerne af disse systemer, siger Ricco Larsen, der er vicepræsident i NNIT.

DSB lover at refundere bøder

DSB havde tidligere haft problemer med at få fat i deres togpersonale og informere dem om problemerne med billetkøbet. Onsdag aften var alle blevet informeret. 

Læs også Jørgen Leth i Letbanens højtalere: - Jeg kan skide godt lide det

Tidligere onsdag havde der været udført billetkontrol, fordi togpersonalet ikke var orienteret om problemerne. Derfor kan kunder have oplevet at få en afgift for manglende billet.

I så fald vil afgiften blive refunderet, hvis man kontakter DSBs Kundecenter.