DSB's billetsystem er brudt sammen fredag morgen

Det er ikke muligt at købe billet, og DSB opfordrer folk til at stige på og kontakte personalet

Togpassagerer kan ikke købe en billet hos DSB fredag morgen. Foto: JH Jens Hasse/Chili foto og arkiv

OPDATERING KL. 9.55: DSB's billetautomater fungerer igen efter nedbruddet fredag morgen. Læs mere her.
____

Fredag morgen er DSB's billetsystem brudt sammen. Det oplyser DSB.

Både billetautomater og salg via app, hjemmeside og 7-Eleven er nede. Til gengæld kan passagerer bruge rejsekortet, oplyser DSB.

Læs også Dæmnings-skred lammer togtrafikken i Østjylland

- DSB arbejder på at løse problemet. I mellemtiden opfordrer vi kunderne til at forsøge at købe billet.

- Er det ikke muligt, beder vi dem stige på og tage kontakt til togets personale, når de kommer gennem toget, siger underdirektør i DSB Produkt Aske Wieth-Knudsen.

Ingen tidshorisont for løsning

Ifølge DSB skyldes problemerne en netværksfejl, og der er ingen tidshorisont for, hvornår problemerne er løst.

Men så længe der ikke umiddelbart er mulighed for at købe billet, vil der ikke blive udstedt bøder til passagererne.

- Det er klart, at det første, vi har gjort, er at informere vores personale om problemerne. Og de står klar til at hjælpe i togene, siger Aske Wieht-Knudsen.

Læs også Rørende DSB-hilsen fra far til kræftsyg dreng går viralt

Han fik det første opkald om, at billetsystemet var nede, klokken 06:30 fredag. Klokken 08:30 er systemet fortsat nede.

Også Arriva melder nu om problemer med deres billetsystem.

- Kunder kan i øjeblikket opleve problemer ved køb af billet i billetautomaterne på stationerne og på arriva.dk. Oplever du, at du ikke kan købe billet, kan du stige ombord på toget alligevel og kontakte togpersonalet, lyder det fra Arriva.

Ligesom DSB arbejder Arriva ihærdigt på at finde en løsning på problemet.