DSB vil fjerne cykelkaos
Ulovligt parkerede cykler får ikke længere lov til at fylde op på området foran hovedbanegården i Århus.
26. apr 2010, kl. 08:04
Mere end 30 dage gammel
Står din cykel parkeret udenfor de dertil indrettede områder ved Århus Hovedbanegård, er det nok en god ide at flytte den snart. DSB strammer nemlig nu kursen overfor det cykelkaos, der plager banegårdsplandsen.
- Vi har planer om hver dag at fjerne cykler, der er parkeret uden for de markerede båse, siger Harrie Horsmans, specialkonsulent i DSB Ejendomme i Århus, til Århus Stiftstidende.
Ifølge avisen har det ikke hidtil været muligt at fjerne cyklerne hver dag, fordi DSB har manglet et areal at stille cyklerne på. Men det har statsbanerne altså fundet nu.