DSB klar til at prøvekøre IC4-tog
DSB er klar til at prøvekøre IC4-tog blandt den øvrige togtrafik på strækningen mellem Århus og Aalborg.
DSB er nu klar til at prøvekøre de nye IC4 tog på strækningen Århus-Aalborg.
Man venter blot på en godkendelse fra Trafikstyrelsen, inden det første IC4 tog kører ud på skinnerne, skriver Nordjyske Stiftstidende.
DSB afleverede sin ansøgning om testkørsel af det første IC4 tog for en uge siden til styrelsen, som altså endnu ikke har givet grønt lys til det nye lyntog.
Det er i første omgang testkørsel - det vil sige, at der ingen passagerer er med i det ene IC4 tog, som DSB vil prøvekøre. IC4 toget skal dog køre blandt øvrig trafik. DSB lukker ikke for den øvrige togtrafik på grund af testkørslen.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår IC4-togene kommer til at køre med passagerer.
- Alle vores test skal afvikles tilfredsstillende, inden man sætter de nye tog ind i køreplanen, forklarer pressevagten hos DSB, Niels Molsted.
DSB vil efter prøvekørslen i første omgang sætte IC4 toget ind på strækningen mellem Århus og Aalborg for at være så tæt på det tekniske værksted i Århus som overhovedet muligt. Derefter er det planen, at toget skal køre på strækningerne København-Frederikshavn, København-Sønderborg samt København-Esbjerg.
IC4 toget er i øvrigt længe ventet. Det var oprindelig planen at sætte det første af de nye tog på skinner i 2004, men projektet er gang på gang blevet udskudt. /ritzau/