DSB forudser forsinkelser hele søndag

Væltede træer skaber problemer for togtrafikken fra København mod Jylland

Det voldsomme snefald, der ramte Danmark lørdag aften, skaber ikke kun problemer for bilisterne. DSB forudser forsinkelser på en del af togtrafikken søndag som følge af sneen og væltede træer.

På togstrækningen mellem Borup og Viby Sjælland er nogle træer bukket under for vægten af den sne, der er faldet på Sjælland i nat. I faldet har de taget nogle af togenes køreledninger med sig, og derfor er kun et spor farbart på den strækning.

For den nationale togtrafik mellem København og resten af Danmark vest for Midtsjælland kommer det til at betyde forsinkelser - for enkelte tog på op til en time til halvanden, oplyser Tony Bispeskov, der informationschef ved DSB.

Natten til søndag blev et tog fanget mellem faldende køreledninger og træer, og cirka 100 kunder har derfor tilbragt seks timer i toget mellem stationerne i Borup og Viby Sjælland. Ifølge DSB har varmen i toget været tændt hele natten, og personalet har uddelt vand til passagerne.

For at lette trafikken på det ene spor, der er tilgængeligt mellem Viby Sjælland og Borup vil nogle regionaltog være aflyst søndag.

DSB opfordrer alle kunder til at konsultere rejseplanen enten på internettet eller på telefonen.