DSB-aflysninger får folk til at strømme ind i busserne

To aarhusianske busselskaber mærker stigende efterspørgsel på busbilletter til København.

Molslinjens busser er fyldte. Arkivfoto. Foto: Presse

En strejke hos DSB betyder, at der ingen tog har kørt på Sjælland hele morgenen.

Derfor er pendlerne begyndt at søge alternative veje mod hovedstaden. Det mærker de både hos Flixbus og Molslinjen, der kører Kombardo Expressen.

Det er ikke rart, hvis vi skal forsøge at lukrere på DSB’s arbejdsnedlæggelse.

Jesper Maack, PR- og kommunikationschef hos Molslinjen

- Vi har sat ekstra busafgange ind, siger Jesper Maack, der er er PR- og kommunikationschef hos Molslinjen.

Læs også Østjyske tog mod København kører kun til Odense

Samme efterspørgsel mærker de hos Flixbus, der har deres danske hovedkontor i Aarhus C.

- Vi har mærket en stigende efterspørgsel på billetterne. Der er mange ekstra passagerer med bussen, og vi har busser, hvor der kun er få ledige pladser til eftermiddag, siger Lotte Rystedt, der er presseansvarlig for selskabet.

Usædvanlig tendens

Begge selskaber bekræfter også, at det er usædvanligt, at så mange folk hopper i bussen på en mandag.

Molslinjen afviser dog, at de med dagens strejke vil forsøge at kapre kunder fra DSB.

- Det er ikke rart, hvis vi skal forsøge at lukrere på DSB’s arbejdsnedlæggelse. Der er rigtig mange, som har svært ved at komme frem og tilbage, siger Jesper Maack og fortsætter.

Læs også Det er ingen aprilsnar - vi har den koldeste aprilmorgen i seks år

- Derfor forsøger vi bare at løse problemet for de mange pendlere, selvom det er på en ulykkelig baggrund.

Hos Molslinjen fortæller de samtidig, at flere af dagens busafgange helt er udsolgt allerede.

Også samkørselsappen Go More fortæller til TV2, at de har tre gange så meget at lave som normalt.

00:50

VIDEO: Togene holdt senest stille den 28. november 2018, hvor der også var konflikt mellem de to parter.

Luk video