Drukneulykke: Det var Rasmus
Druknet 18-årig mand identificeret
Et ligsyn i går har nu slået fast, at det var den savnede Rasmus Banke Jørgensen fra Hornsyld, som i lørdags blev fundet i vandet ud for Juelsminde.
- Det er ikke ved fundet konstateret mistænkelige forhold, og det formodes derfor, at også Rasmus Banke Jørgensen er druknet i forbindelse med en kæntringsulykke, formentligt den 22. april 2013, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De pårørende er blevet underettet.
Forsvandt under en sejltur
Den 22. april forsvandt to 18-årige mænd under en sejltur i en jolle.
Den ene af de to mænd, Jakob Hjerrild, blev fundet død i vandet 6. maj. Den unge mand blev begravet i fredags.
Rasmus Banke Jørgensen blev fundet i vandet lørdag eftermiddag.
Mændenes gummibåd blev allerede fundet 23. april - altså dagen efter, at de sejlede af sted. Båden blev fundet nær øen Endelave.