Druk fik Karstens nyrer til at svigte: Nu fortæller han sin historie

Sygdomsramte unge vil behandles på lige fod med deres jævnaldrende. Det var et af hovedbudskaberne under forestilling i Musikhuset

04:48

VIDEO: Karsten Jensen sætter i videoen ord på, hvordan det er at være ung og syg. Samtidig er vi med til den forestilling i Musikhuset, hvor han og flere andre unge stiller sig frem med deres historie.

Et vildt ungdomsliv med druk og stoffer fik en brat ende, da Karsten Jensen fik en nyresygdom. Den ændrede fuldstændigt hans liv. Nu var han ikke bare Karsten, men syge Karsten.

Det satte han sammen med fire andre unge ord på i forestillingen 'Jeg er ikke min sygdom' i Musikhuset i Aarhus mandag aften.

Vi har behov for at blive forstået som mennesker. Folk skal være der i stedet for at vise misforstået omsorg.

Karsten Jensen, medvirkende i forestilling

- Vi er med til at bryde tabuet om, at det er okay at være syg og ung eller generelt bare syg. Der kommer noget medlidenhed, som vi ikke har behov for, siger Karsten Jensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi har behov for at blive forstået som mennesker. Folk skal være der i stedet for at vise misforstået omsorg.

Okay at have en dårlig dag

Ifølge ham skal andre forstå, at det er okay, at han er syg og kan have en dårlig dag.

Karsten Jensen drak tæt i dele af sin ungdom, og som 19-årig stod nyrerne af, og han har siden måtte leve med en kronisk nyresygdom.

Læs også Ibens far har haft 14 blodpropper: Nu hylder hun og Leif sygehuset

- Jeg har fået to nye nyrer, hvor den første kun virkede i halvandet år. Den sidste fungerer stadig, og jeg har samtidig fået nogle redskaber, så jeg kan arbejde med mig selv, siger han.

Forestillingen er så en del af en form for terapi for Karsten og de øvrige medvirkende.

Sådan lyder det fra arrangøren C:NTACT teater, der sammen med Musikhuset og Ungdommens Røde Kors har fået stablet det hele på benene.

Der var godt fyldt i salen under aftenens forestilling, der spillede kl. 17 og 19.30.

Handler ikke kun om sygdom

- De formidler deres egne personlige fortællinger, og de handler ikke nødvendigvis om sygdommen, men de får lov til at fortælle deres historier, siger projektleder hos C:NTACT, Leonora Wulff-Jørgensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi hører tit, at det her faktisk har en terapeutisk form for de medvirkende.

Leonora Wulff-Jørgensen, projektleder

300 publikummer var mandag aften mødt op til forestillingen, og håbet er så, at de nu er blevet gjort klogere på, hvordan det er at være ung og syg.

- Efter har publikum mulighed for at stille spørgsmål. Vi hører tit, at det her faktisk har en terapeutisk form for de medvirkende, fortæller Leonora Wulff-Jørgensen.

Leonora Wulff-Jørgensen mener, at forestillingen er med til at give de syge unge et talerør på scenen. De kan være med til, at andre får en forståelse for deres situation, mener hun.