Dropper gaver til raske ansatte
Aarhus Kommune stopper belønningsmetode
Det er slut med gaver til de kommunalt ansatte i Aarhus Kommune, som i den seneste tid har belønnet sine medarbejder med gaver, hvis de ikke var syge.
Der har været megen debat, om det er okay at belønne sine medarbejdere for at være raske - eller ikke at være syge. I Aarhus Kommune, som har givet gaver i form af blomster, biografbilletter eller noget helt tredje og fjerde, er man nu nået til det facit, at det ikke alt det postyr værd, som det har medført.
Klog beslutning
Og den beslutning falder i god jord hos HK.
- Den bedste gave til de ansatte er og bliver en god og synlig ledelse, der sammen med medarbejderne drager omsorg for det psykiske arbejdsmiljø. Sygefravær kan nemlig være et tegn på et dårligt arbejdsmiljø. Faktisk kan en tredjedel af sygefraværet på danske arbejdspladser forklares med enten et dårligt fysisk eller psykisk arbejdsmiljø, siger næstformand i HK/Kommunal, Mads Samsing.
Ifølge ham bliver de syge ikke mere raske af, at man belønner de raske kolleger med gaver.
- Desuden sender Aarhus Kommunes hidtidige gave-praksis et meget uheldigt signal om, at man ikke stoler på sine medarbejdere. At de er pjevsede, og at sygemeldingerne ikke er reelle. Jeg ser frem til, at kommunen nu fortsætter med sine bestræbelser på at få sygefraværet nedbragt gennem en tillidsfuld og dialogbaseret ledelse, siger Mads Samsing.