Drop skovturen!
Risiko for nedfaldne grene og træer
Selvom Bodil er fortrukket, så lyder anbefalingen fra Naturstyrelsen fortsat, at man skal vente til en anden dag med at gå en tur i skoven.
- Naturstyrelsen fraråder stadig al færdsel i skovene på grund af risiko for nedfaldne grene og træer, der kan splintre uden varsel, lyder det fra Naturstyrelsen fredag morgen, hvor stormen Bodil er raset af.
Naturstyrelsens skovridere er ved at danne sig et overblik over, hvor slemt det står til efter stormen.
De foreløbige meldinger tyder på, at det skovene i blandt andet Midtjylland er blevet ekstra hårdt ramt af stormen.
Se: Storm: Bodil lukker skovene
Vurderingen lyder, at stormskaderne er mindre omfattende end efter oktoberstormen.
- Der kan vise sig andre vurderinger i løbet af dagen, fordi medarbejderne på grund af mørke - og visse steder stadig hård vind - slet ikke har været ude i alle dele af skovene endnu, lyder det.
Bodil har dog efterladt spredte væltede træer over hele landet. Første opgave for Naturstyrelsen er at få ryddet vejene til beboerne i de huse, der eventuelt er blevet spærret inde af væltede træer på tværs af mindre veje i skovområderne.
- Først går man i gang med at rydde de store veje gennem skovene - dernæst de mindre skovveje, så maskiner og køretøjer kan komme igennem. Derefter vil man kunne få det store overblik over skadernes omfang, skriver styrelsen.