Dronningens operation gik godt
Dronning Margrethes knæoperation på Århus Sygehus gik godt. Dronningen er smertefri og kan begynde sin genoptræning.
På Århus Sygehus fik dronning Margrethe torsdag indsat et kunstigt led i sit højre knæ. Operationen forløb planmæssigt.
- For kort tid siden talte jeg med dronningen, der har det godt. Dronningen er smertefri og ser frem til at kunne begynde sin genoptræning, sagde overlæge dr.med. Anders Odgaard kort før middag.
Det forventes, at hun kan udskrives efter en uges tid. Siden skal dronningen rekreere og fortsætte genoptræningen på Amalienborg.
Hofmarskallatet fortæller, at nogle af dronningens planlagte arrangementer inden for de næste par måneder derfor bliver aflyst.
Andre vil prins Henrik eller kronprinsen tage sig af. Det er femte gang dronningens knæ må under kniven.
Ved en tilsvarende operation i juni sidste år, blev et kunstigst knæled ligeledes indsat i hendes venstre knæ. Begge knæ blev udskiftet af overlæge, dr.med. Anders Odgaard. /ritzau/