Dronningen til Aarhus

Dronningen tager sommerophold i Aarhus

Traditionen tro vælger Dronning Margrethe og prins Henrik også i år at tilbringe noget af sommeren på Marselisborg.

Onsdag ankommer regentparret til Aarhus, hvor de flytter ind på Marselisborg Slot. Det sker i forbindelse med det årlige sommertogt med kongeskibet Dannebrog.

Dronning Margrethe og prins Henrik ankommer til den midlertidige honørkaj (Kaj 12) i Aarhus Havn klokken 10, hvor de vil blive modtaget af blandt andre borgmester Nicolai Wammen med et nifoldigt leve.

Soldaterforeninger og Danmarkssamfundet samt forsvarsenheder i området vil stå med faner, og allerede fra kl. 9.30 vil man kunne høre musik af Hjemmeværnets Musikkorps Aarhus.