Dronningen indtager Århus i høj sol
Der vil blive svedt bag habitterne, når Østjyllands spidser lørdag besøger dronningen på Marselisborg Slot.
I anledning af dronningens 70-års fødselsdag afholdes der lørdag klokken 19.30 såkaldt omegnsreception på Marselisborg Slot.
Ifølge vejrudsigten bliver der op til 30 grader varmt. Selv om regentparret i invitationen opfordrer gæsterne til at bære 'dagligdags påklædning', dækker den betegnelse næppe over shorts og Hawaii-skjorte. Det vurderer Århus Stiftstidende.
Regentparret ankommer allerede til Århus i morgen, fredag 2. juli. Turen til Østjylland foregår sandsynligvis i helikopter.
Dronningen pendler
I det hele taget kommer monarken til at pendle en del mellem de to største byer i hendes rige i de kommende dage. Allerede mandag skal dronningen være tilbage i København, hvor der er audiens på Christiansborg Slot klokken 10.00.
Samme aften vender hun atter den kongelige næse mod Århus, denne gang ad søvejen, erfarer Århus Stiftstidende.