Dronningen bliver protektor
Kulturhovedstad 2017 får royalt islæt
Dronning Margrethe har påtaget sig at være protektor for Aarhus i forbindelse med, at byen bliver europæisk Kulturhovedstad i 2017.
Det glæder borgmester Jacob Bundsgaard (S), at Kongehuset støtter op om Aarhus.
- Jeg er utrolig glad for, at Hendes Majestæt Dronningen har påtaget sig at være protektor for kulturhovedstaden. Heri ligger et stærkt signal om betydningen af projektet, som vil styrke os i det videre arbejde i forhold til kulturlivet, virksomheder og andre samarbejdspartnere i ind- og udland, siger Jacob Bundsgaard, der er formand for Fonden Aarhus 2017, i en pressemeddelelse.
Danmark har påtaget sig værtskabet for den europæiske Kulturhovedstad i 2017, og i den forbindelse har regeringen gennem kulturministeriet afholdt en konkurrence, der førte til, at en international jury pegede på Aarhus.
EU har derefter udnævnt Aarhus til europæisk Kulturhovedstad i 2017.
- Med Hendes Majestæt Dronningen som protektor styrker vi vores mulighed for at sikre synlighed og dermed opbakning fra sponsorer og andre samarbejdspartnere. Jeg glæder mig over Dronningens tilsagn, da det også understøtter den nationale betydning af kulturhovedstaden, siger Anders Byriel, der er næstformand for Fonden Aarhus 2017.
Dronning Margrethe er desuden protektor for blandt andet Den Gamle By og Aarhus Festuge.