Dronningen besøger Favrskov: Nu er programmet på plads
Den 7. september besøger dronning Margrethe Favrskov
Netop nu holder regentparret sommerferie på Marselisborg Slot i Aarhus, men der går ikke lang tid, før dronning Margrethe igen besøger Østjylland.
Den 7. september besøger dronning Margrethe nemlig Favrskov Kommune, hvor der venter et festligt program.
SE OGSÅ: Dronningen besøger Favrskov
- Vi har bestræbt os på at lave et spændende og meget varieret program, hvor Dronningen møder en masse borgere, lokale ildsjæle og interessante virksomheder. Vi har mange ting, vi kan være stolte af i Favrskov. Desværre er der ikke tid til at vise det hele, men det udvalg, vi viser frem, præsenterer Favrskov på utrolig flot vis, siger Nils Borring (S), borgmester i Favrskov Kommune, i en pressemeddelelse.
Starter i Hammel og afsluttes i Hinnerup
Dagen starter med en velkomst i byrådssalen i Hammel, og den rundes af med et arrangement på Hinnerup Bytorv, hvor lokale kunstnere underholder.
SE OGSÅ: Regentparret tog hul på tre ugers sommerferie
Undervejs venter der et tætpakket program, hvor dronning Margrethe skal godt rundt i kommunen.
Hun skal blandt andet besøge Favrskov Gymnasium og gartneriet Knud Jepsen i Foldby.
Det vil være muligt for borgerne 'at gå i dronning Margrethes fodspor', da flere af hendes besøgssteder efterfølgende er åbne for offentligheden.
- Vi har fra starten været fokuseret på at lave et folkeligt program, som mange kan tage del i. Vores mål er at få vist Favrskov frem på bedste vis, og at så mange som muligt får en god oplevelse. Så jeg håber, at mange sætter kryds i kalenderen ved den 7. september, siger Nils Borring.
Den præcise tidsplan for hele programmet vil blive offentliggjort senere.
Fakta om besøgsstederne i Favrskov
På dagen vil der være flere underholdende indslag, musik og foredrag, som tilsammen giver en festlig dag, hvor de frivillige og aktive ældre fejres for deres store engagement i lokalsamfundet.
Dronningen guides rundt til flere af aktiviteterne.
Wavin Danmark:
Wavin Danmark er en del af den hollandske Wavin-koncern, som er førende leverandør af plastrørsystemer til afløbs-, vand- og VVS-sektoren i Europa.
Virksomheden er Danmarks største producent af rørsystemer i plast, og fra fabrikken i Hammel forsyner man hver dag ind- og udland med rørsystemer til transport af regn-, drikke- og spildevand.
Dronningen skal på Wavin i Hammel se demonstration af virksomhedens vandteknologi og besøge en produktionslinje på en af fabrikkerne.
Favrskov Gymnasium
Gymnasiet er det eneste i Favrskov Kommune og rummer ca. 800 elever. Kreativitet fylder meget både i undervisning og miljø. Helt særlig er gymnasiets kantine, som kunstnerne Hans Krull og Per Kramer har totaludsmykket med billeder og figurer inspireret af gamle sagn og myter.
En helt ny gårdhave med et kreativt studiemiljø og kunst udført af Hans Krull indvies i forbindelse Dronningens besøg på Favrskov Gymnasium i Hadsten.
Knud Jepsen a/s:
Gartneriet Knud Jepsen i Foldby ved Hinnerup er verdens største producent af planten ”kalanchoe”, i populær tale kaldet ”Brændende Kærlighed”. De leverer farverige kvalitetsblomster under navnet ”Queen” til hele verden. 60 millioner stiklinger og 25 millioner færdige potteplanter bliver det til om året.
Dronningen skal under besøget på gartneriet se produktion og udvikling af blomster.
Kilde: Favrskov Kommune