Dronning Margrethe besøger hospice i Randers
Dronningen besøger både hospice og socialt udsatte boligområder, når Dannebrog i september ankommer til Randers.
Regentparret har et tætpakket program under deres besøg i Kronjylland tirsdag den 14. september.
Dronning Margrethe og Prins Henrik ankommer til Randers Havn ombord på Kongeskibet Dannebrog, der efter planen anløber havnen kl. 10 om formiddagen.
Derefter kører regentparret i karret til byens rådhus, hvor borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) står for den officielle modtagelse.
Parret besøger derefter byens kunstmuseum og Kulturhistorisk Museum, inden de bliver trakteret på Restaurant Skovbakken.
Efter middagen skilles regentparrets veje for en stund. Dronningen besøger først Nordbyen, hvor hun skal se nærmere på et værested for kontanthjælpsmodtagere og et projekt for mødre af anden etnisk oprindelse end dansk.
Efter besøget i Nordbyen slår dronningen vejen forbi Hospice Randers, hvor hun bl.a. møder en række frivillige medarbejdere.
Imens besøger Prins Henrik butikken Farm Mountain og firmaet Phoenix Design Aid.
Regentparret i Regnskoven
Midt på eftermiddagen besøger regentparret sammen Randers Regnskov og Støvringgaard Kloster, inden der til sidst er middag ombord på Kongeskibet Dannebrog.
Kl. 22 om aftenen forlader Dronning Margrethe og Prins Henrik Randers ombord på kongeskibet, mens de traditionen tro vinker til folkemængden på havnen.