Drone sparer kommune for penge - og gavner miljøet

For første gang sender Skanderborg Kommune en undervandsdrone ned for at undersøge en stor vandtank. Det gavner både kommunekassen og miljøet

01:57

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var med, da undervandsdronen blev sendt ned i den store vandtank ved Skanderborg Fælled.

En pludselig idé fra en medarbejder ved Skanderborg Fælled gør nu, at kommunen kan spare penge - og samtidig gavne miljøet.

Idéen involverer en undervandsdrone. Den skal undersøge en stor nedgravet tank, der indeholder 370.000 liter vand, for slam og snavs.

Læs også Potentielt problem for landmænd: Ny minister vil være mere grøn

Og i stedet for at tømme tanken, hver gang den skal inspiceres, så gør dronen arbejdet.

- Det er jo fedt. Vi har aldrig prøvet det her, så det er med kriller i maven, siger Knud Sørensen, der er driftschef på Skanderborg Fælled.

Det er denne undervandsdrone, der i sidste ende hjælper kommunen med at spare penge og samtidig tilgodeser miljøet.

Vandtanken er tilkoblet sprinkleranlægget på Skanderborg Fælled, og i tilfælde af brand skal vandet herfra nemlig være med til at slukke ilden.

Men da der ikke må være hverken slam, snavs eller rester fra byggeaffald i systemet, så er det et krav fra brandmyndighederne, at kommunen skal tjekke dette.

- Lige så snart, der er en skarp situation, og vi pumper masser af vand, så begynder det at hvirvle rundt i vandet. Og så kommer det op i rørene og stopper simpelthen sprinklerne. Ligesom ens vandhane derhjemme, der bliver kalket til med snavs. Det er nøjagtigt det samme, siger Knud Sørensen.

Her bliver undervandsdronen sendt ned i den store tank, der rummer 370.000 liter vand. Dronen skal undersøge tanken for slam og snavs, hvorimod kommunen før i tiden har måttet tømme tanken for at inspicere den. Nu gør dronen arbejdet.

Miljøet og pengekassen skånes

Først var udgangspunktet, at tanken skulle tømmes for at lave en inspektion af tanken. Men det ville også betyde, at kommunen skulle hælde 370.000 liter vand ud - for herefter at fylde den op igen.

Det var en tanke, der ikke just behagede Skanderborg Fælleds driftschef - både set i forhold til pengepungen og miljøet.

Læs også VIDEO: Se de smukke billeder af Den Uendelige Bro

- Det var en af mine medarbejdere, som fik idéen. Der må da vel kunne fås en undervandsdrone. Når vi kan inspicere vores tage med en drone, så må der vel også være en undervandsdrone, siger Knud Sørensen.

Vi løber faktisk efter de 370.000 liter vand, fordi vi synes, det er principielt forkert at hælde drikkevand i kloakken.

Knud Sørensen, driftschef, Skanderborg Fælled

Og ganske rigtigt. Idéen blev ført ud i livet, og onsdag dukkede et firma så op med en undervandsdrone for at undersøge den store tank - helt uden at tømme den.

Det sparer kommunen for omkring 25.000 kroner. Men for Knud Sørensen er pengene ikke det vigtigste.

- Vi løber faktisk efter de 370.000 liter vand, fordi vi synes, det er principielt forkert at hælde drikkevand i kloakken, siger han.

Dermed har kommunen ikke blot sparet penge - det er også med til at gavne miljøet og ikke mindst spare dem for ekstra bemanding.

Det er et firma, der onsdag kom med undervandsdronen og foretog undersøgelsen i den store vandtank. Dronen er udstyret med kamera, så man kan følge med på skærmen over jorden.

Langt fra det eneste bæredygtige projekt

Dronen er langt fra det eneste bæredygtige projekt i Skanderborg Fælled. På rådhuset er miljøet nemlig en vigtig medspiller i dagligdagen.

Blandt andet klarer 37 robotstøvsugere en stor del af den daglige rengøring. 

På rådhuset på Skanderborg Fælled klarer 37 robotstøvsugere en stor del af den daglige rengøring.

Der er solceller på taget, der producerer strøm til bygningen, og så er der kun koldt vand i hanerne - alt sammen til gavn for naturen og miljøet.

Og for Knud Sørensen er teknologien også en vigtig medspiller.

- Der er ikke nogen fantasi, der sætter grænser for, hvad man kan gøre. Jeg synes, det er vigtigt at holde sig for øje, at teknologi er her for at hjælpe mennesker, siger han.

Her ses taget på Skanderborg Fælled, der er udstyret med solceller, som producerer strøm til bygningen.