Drømmepost til Brosbøl
Den østjyske socialdemokrat Kirsten Brosbøl er partiets nye forsknings- og videnskabspolitiske ordfører.
Efter et flot personligt valg i Østjylland er socialdemokraten Kirsten Brosbøl, sammen med den nye socialdemokratiske folketingsgruppe, ved at finde sig på plads på Christiansborg.
I den forbindelse er der blevet uddelt ordførerposter, og her har den østjyske kandidat efter eget udsagn skudt papegøjen.
- Jeg kender til universitetsverdenen fra min egen studietid og brænder for at være med til at forbedre de videregående uddannelser og forholdene for studerende. Forskningspolitikken bliver afgørende i globaliseringen, og jeg vil arbejde for at Danmark er helt i front, når det gælder forskning og innovation. Der er ingen tvivl om, at det bliver et meget centralt område i fremtiden, lyder det fra Kirsten Brosbøl.
Hun glæder sig desuden over, at det tunge forskningsområde har stor lokal betydning med Århus som en af landets førende universitets- og forskningsbyer.
- Århus er Danmarks bedste studieby og rigtig mange unge fra både ind- og udland vil gerne studere i Århus. Jeg glæder mig til at samarbejde med byens uddannelses- og forskningsinstitutioner om at gøre det endnu mere attraktivt at studere og forske i Århus, for eksempel vil jeg gerne være med til at sikre flere studierelevante jobs i Østjylland, siger Kirsten Brosbøl.