Drøftelser om spareplan rykkes
På grund af det folketingsvalget den 18. juni udskydes de planlagte budgetforligsdrøftelser i Region Midtjylland om spareplanen for 2015-2019
Region Midtjylland skal som bekendt spare knap 700 millioner kroner i 2015-2019.
Egentlig var budgetforligsdrøftelserne om spareplanen sat til at foregå den 9. juni, men på grund af folketingsvalget, som bekendt blev udskrevet onsdag, har regionsrådsformand Bent Hansen (S) sammen med gruppeformændene for de politiske partier i regionsrådet aftalt at udskyde drøftelserne om spareplanen til den 22. juni.
Se: Spareplan: Mere end 250 høringssvar
- Vi vil gerne have en bred aftale, og når der er udskrevet valg, kommer der mange forskellige interesser og taktiske interesser, som ikke skal blokere for en bred aftale, siger Bent Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Hvis vi holder det under valgkampen, kan vi ikke undgå, at der går valgkamp i det. Derfor lægger vi det efter valget.
Det er fortsat planen, at regionsrådet træffer sin endelige beslutning om besparelserne på sit møde den 24. juni.