Drøm om å-bad lider knæk – ingen opbakning til de store planer

Lokalpolitikerne i Favrskov kan ikke bakke op om de hidtidige planer for et å-bad i Ulstrup. I stedet skal der arbejdes videre med et meget økonomisk reduceret løsningsforslag.

Det er på Dannebrogspladsen i Ulstrup, at der i flere år har været planer om et å-bad i forbindelse med Gudenåen. Foto: Google Street View

Gennem flere år har et storstilet projekt for et å-bad i Ulstrup i tilknytning til Gudenåen været på tapetet. Tirsdag aften led planerne dog et stort knæk, da Økonomiudvalget i kommunen mødtes.

Her valgte politikerne nemlig ikke at bakke op om de store planer for å-badet, der er planlagt til at ligge på Danneborgspladsen.

Sådan har de hidtidige planer for å-badet i Ulstrup set ud. Nu bliver de formentlig reduceret væsentligt.  Foto: Favrskov Kommune

I stedet sendes sagen tilbage til forvaltningen med henblik på at udarbejde et skitseforslag til et meget økonomisk reduceret løsningsforslag både hvad angår anlægs- og driftsudgifter.

- Der var lagt op til et anlæg af en størrelse, som vi ikke tror på er realiserbar. Samtidig ville der være store driftsomkostninger, som kommunen skulle afholde – noget der ikke hænger sammen i forhold til, hvor mange vi tror ville bruge badet, siger borgmester i Favrskov, Nils Borring (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

02:10

VIDEO: Flere steder i Østjylland ønsker at efterligne havnebadet i Aarhus. Det kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle sidste sommer. Indslaget her er fra den 1. juli 2018.

Luk video

Alt for dyrt

Helt præcist betyder politikernes udmelding, at der stadig kan laves et å-bad i Ulstrup, men hvis det skal være med kommunal opbakning, skal det være i meget mindre målestok end først tiltænkt.

I første omgang var der lavet en forundersøgelse for et 400 kvadratmeter stort badeanlæg fordelt på tre bassiner. Til en pris på anslået 5,6 mio. kroner. Og med en årlig driftsomkostning på 240.000 kroner.

Det er ikke os, der har foreslået å-badet i den form. Vi har fået det fremlagt og synes da, at det så spændende ud. Men vi er også tilfredse med meget mindre.

Anne-Mette Kirkegaard, Ulstrup Lokalråd

- Vi har også nogle eksisterende friluftsbade, vi skal tage hensyn til. Der er for eksempel et i Thorsø ikke langt fra Ulstrup. Dem støtter vi ikke i nær så høj grad, som det havde været nødvendigt med det store projekt i Ulstrup, siger Nils Borring.

Der var lagt op til, at Favrskov Kommune skulle bidrage med 1.250.000 kroner til etableringen af å-badet og derefter stå for driften. De resterende midler skulle findes af de lokale via fonde og puljer.

Lokale bakker stadig op

Den plan skal nu gentænkes. Noget lokalrådet i Ulstrup rent faktisk accepterer og bakker op om.

Det har nemlig aldrig været de lokales tanke, at å-badet skulle være et flere millioner dyrt anlæg.   

Læs også Efter massiv kritik: Nu forbedres havnebadet

- Det er ikke os, der har foreslået å-badet i den form. Vi har fået det fremlagt og synes da, at det så spændende ud. Men vi er også tilfredse med meget mindre, siger formand for Ulstrup Lokalråd, Anne-Mette Kirkegaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi gad godt have et lignende bad, som det man har i Bjerringbro i forbindelse med Gudenåen. For mig er forbindelsen til åen den vigtigste, fortsætter hun.

Klar til samarbejde

Å-badet er nu sparket til hjørne så at sige, og formand for lokalrådet håber fremover, at de lokale bliver inddraget i højere grad end tidligere.

Lokalrådet er også fortsat villig til at indgå i et samarbejde med kommunen.

Jeg håber ikke, at projektet forsvinder helt væk. Det ville være et stort plus for Randers og oplandet, hvis vi kunne få sådan et friluftsbad.

Frank Nørgaard (DF), fmd. for Miljø- og Teknikudvalget i Randers 

- Men man skal huske på, at det altså er på kommunens grund, det hele tiden har været tanken at placere å-badet, så jeg forstår ikke helt, hvorfor vi skal finde midlerne, lyder det fra Anne-Mette Kirkegaard.

Et andet sted i Østjylland, hvor et lignende projekt har været på tale, er i Randers. Her var det et havnebad, som de lokale ønskede, men i skrivende stund er det langt fra en realitet.

Ingen opbakning i Randers

I december 2018 valgte de mange ildsjæle, der har kæmpet for badet, nemlig at nedlægge foreningen 'Flodbadet Randers'.

- Vi har haft løbende dialoger med politikerne og efterspurgt opbakning, men nu har vi valgt at nedlægge os, fordi der ikke er politisk opbakning. Det er trist på Randers' vegne. Vi havde aldrig brugt så meget tid på det, hvis vi ikke havde troet på det, sagde daværende formand for bestyrelsen, Morten Arnesen, i den forbindelse til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Ildsjæle bag flodbad smider håndklædet i baljen: Politikerne kæmper stadig

Fra politisk side har det i Randers lydt, at man gerne så et havnebad i byen, men at økonomien ikke har været til det.

- Jeg ved ikke, om man kan sige, der ikke har været politisk opbakning. Vi har en svær økonomi, og der skal være et flertal for den ekstra omkostning. Hvis vi havde økonomi til det, så havde vi gjort det, sagde formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune, Frank Nørgaard (DF), i december til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg håber ikke, at projektet forsvinder helt væk. Det ville være et stort plus for Randers og oplandet, hvis vi kunne få sådan et friluftsbad, lød det videre fra ham.