Drive in i Bilka: Nu kan du handle uden at stige ud af bilen

Bilka i Tilst indfører fra i dag konceptet BilkaToGo, der i korte træk indebærer drive in indkøb

Fra i dag kan du gennem et nyt koncept handle i Bilka i Tilst uden at bevæge dig ud af din bil. Foto: Claus Fisker - Scanpix

Kender du det, at ungerne er lige lovlig uregerlige under indkøbsturen? Eller det evige mareridt med at finde en parkeringsplads tæt på indgangen? Eller hvad med kampen for at finde en tier til indkøbsvognen nederst i tasken?

Alt dette kan nu være fortid, når du handler i Bilka.

Med BilkaToGo har vi en løsning, som hænger godt sammen for både forbrugerne og Bilka, fordi der ikke er omkostninger til transport ud til hver enkelt kunde.

Mark H. Nielsen, direktør

Kæden – med butikker i Aarhus, Horsens og fra næste år Randers - har nemlig fra i dag søsat konceptet BilkaToGo, som i korte træk indebærer, at man hjemmefra køber ind via en app, og derefter får man så varerne leveret direkte i bagagerummet ved indkøbscentret.

Med andre ord behøver man ikke på noget tidspunkt at forlade bilen.

I første omgang testes BilkaToGo i forretningerne i Tilst ved Aarhus og i Københavner-forstaden Hundige.

02:40

Bilka valgte sidste år at indføre døgnåbent blandt andet i butikken i Tilst. Se mere om, hvem der handler om i natten i indslaget her. 

Luk video

- Vi har arbejdet på det her i lang tid. Nu synes vi, BilkaToGo har en kvalitet, som gør det nemt for kunderne at anvende. Når vi har samlet erfaringer fra de første to butikker, vil vi løbende åbne for BilkaToGo i de andre Bilka-markeder, siger Bilkas direktør, Mark H. Nielsen, i en pressemeddelelse.

Bilka regner altså med, at også butikken i Horsens og den, der åbner i Randers næste år, kommer til at tilbyde konceptet.

Læs også Bilka kommer til Randers: Erstatter Kvickly i storcentret

Hvis du bestiller dine varer inden kl. 10, kan de afhentes ved Bilka fra kl. 14. På parkeringspladsen i Tilst er der indrettet parkeringsbåse som ved en færgehavn. Du bliver anvist til rette plads, når du taster dit telefonnummer ved ankomsten.

- Med BilkaToGo har vi en løsning, som hænger godt sammen for både forbrugerne og Bilka, fordi der ikke er omkostninger til transport ud til hver enkelt kunde. En anden stor fordel er, at de fire timer fra bestilling, til varerne kan afhentes er meget kortere, end hvis du bestiller på nettet og skal have varerne leveret, siger Mark H. Nielsen.

Du kan læse meget mere om konceptet her.