To drenge skudt i Gellerup
Skal begge opereres for skudsår
To drenge på 15 og 16 år er onsdag aften blevet ramt af skud i Gellerup nær Bazar Vest i det vestlige Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi her til aften.
Skudepisoden fandt sted ved Tovshøjsskolen, hvor de to drenge angiveligt blev ramt af flere skud i ben, bryst og baller. Dette har Østjyllands Politi endnu ikke ønsket at bekræfte.
Politiet har heller ikke ønsket at bekræfte, at der angiveligt er anvendt et haglgevær.
Efter at være blevet skudt bevægede de to skudofre til Edwin Rahrs Vej 16.
Politiet modtog alarmopkaldet om skudepisoden klokken 18.40. En ambulance kom hurtigt derefter til adressen og bragte de to drenge til hospitalet.
- Vi har lægens ord for, at de er udenfor livsfare, oplyser vagtchef Klaus Møller fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet ved ikke, hvor mange skud, der er affyret. Vagtchef Klaus Møller ønsker ikke at komme med et bud på motivet til skyderiet.
Politiet er onsdag aften til stede i området for at sikre spor.
Se TV 2 | ØSTJYLLANDs Irene Nørgård rapportere fra Edwin Rahrs Vej i videoen øverst i artiklen.