Drenge sigtet for brand i petanque-klub og skader for 575.000 kr
To drenge har nu tilstået at stå bag branden, der fik petanque-klubhuset i Skanderborg til at brænde ned i december sidste år
Politiet anser nu en brand i Petanqueklubben i Skanderborg for opklaret.
Sydøstjyllands Politi har gennem efterforskning identificeret og sigtet to lokale drenge for indbrud i træbygningen og for efterfølgende at have tændt ild i bygningen, der brændte helt ned.
Læs også
Drengene, der er 15 og 16 år, har nu tilstået forholdene.
- I forbindelse med branden, så anmelderen to personer løber fra stedet, og vi formoder at der er tale om de to personer, der nu har tilstået og er sigtet i sagen, siger efterforskningsleder hos Sydøstjyllands Politi, Lars Peter Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
HI Petanque, hvis klubhus brændte ned, har hjemmebane på den "gamle fodbold jordbane", der ligger mellem Niels Ebbesen Skolen og Skanderborgvej.
Forældre er blevet orienteret
Brandvæsenet blev d. 16. december 2017 tilkaldt kl. 3.25 om natten, og da de kom ud til petanqueklubbens klubhus, kunne de se, at det ikke stod til at redde, og huset brændte ned.
Der skete i alt skade på bygningen og inventar i klubben for ca. 575.000 kroner.
Læs også
Politiet oplyser, at både de sociale myndigheder og drengenes forældre nu er blevet orienteret om opklaringen og sagen skal nu videre til anklagemyndigheden.
Sagen videregives nu til anklagemyndigheden med henblik på strafferetlig afgørelse af sagen.